Fri fragt v/køb over 499 dkk 15 dages returret Levering 1-3 hverdage Gratis afhentning på klinik

Mave-tarmlidelse hos hund

Indholdsfortegnelse

Det sker ganske ofte og er helt normalt, at din hund får en mave-tarmlidelse. Betegnelsen "mave-tarmlidelse" dækker over en tilstand, hvor din hunds fordøjelse ikke fungerer normalt, og hvor symptomerne ofte er diarré eller opkast.

Der kan være mange årsager til, at din hund får en mave-tarmlidelse. Derfor er det også vigtigt, at du holder øje med din hund, og om symptomerne fortsætter over længere tid eller forværres. I så fald kan der være alvorligere bagvedliggende årsager til, at din hund viser tegn på en mavetarmlidelse, og det bør undersøges af din dyrlæge. 

I artiklen herunder kan du læse dyrlægens råd til, hvordan du forholder dig, hvis din hund viser symptomer på en mave-tarmlidelse, og hvad du skal være særligt opmærksom på i forhold til valg af foder og sundhed i fremtiden. 

Hvad er mave-tarmlidelse hos hund?

”Mave-tarmsygdomme” er en bred betegnelse for en tilstand, hvor fordøjelsessystemet hos din hund er påvirket og ikke fungerer optimalt. Tilstanden kaldes også for akut gastroenteritis og forekommer meget ofte hos hunde.

 

Hvad er symptomerne på mave-tarmlidelse hos hunde?

Symptomerne er oftest opkast og diarre. De fleste hundeejere har oplevet, at deres hund en enkelt gang har haft opkastninger eller diarré, hvorefter tilstanden har fortaget sig igen.

I de mere alvorlige tilfælde ses gentagne opkastninger, hvor din hund til sidst kun kaster slim og skum op. Der kan forekomme diarré i alle forme fra løs afføring til hyppig sprøjtende og evt. blodig diarré. Din hund kan få nedsat eller ophørt appetit, vægttab og blive nedstemt og apatisk.

Hvis der har været opkast og/eller diarré i mere end 2-3 uger, så siger man, at tilstanden er kronisk.

 

Hvordan stilles diagnosen mave-tarmlidelse?

Din dyrlæge vil altid spørge grundigt ind til de symptomer, som du selv har set hos din hund. Dernæst vil dyrlægen lave en almen undersøgelse af din hund, herunder hjerte og kredsløb, væskebalance, temperaturmåling, mundhule, registrering af lymfeknudestørrelse m.m.

Ofte vil der være behov for at tage røntgenbilleder eller scanning af bughulen, mikroskopisk og bakterielogisk undersøgelse af afføringen, blodprøveundersøgelser og evt. kikkertundersøgelser af mavetarmkanalen med udtagelse af vævsprøver.

Diagnosen stilles på baggrund af resultaterne fra undersøgelserne.

 

Hvordan behandles slidgigt hos hund?

  • Hvad kan min dyrlæge gøre?

    Dyrlægen vil altid iværksætte en behandling, der i første omgang skal afhjælpe symptomerne på mavetarmlidelse. Der kan f.eks. gives medicin, der stopper opkastningerne og diarreen, smertestillende medicin hvis din hund har smerter, væskebehandling kommer også ofte på tale. Dernæst skal din hund på en mave-tarmdiæt, hvor der ofte suppleres med kosttilskud, som stabiliserer mavetarmfloraen og regulerer fordøjelsen.

    Mave-tarmlidelsen er et symptomkompleks, som kan udløses af en lang række forskellige sygdommen. Behandlingen vil derfor altid sigte mod helbredelse eller lindring af den udløsende og tilgrundliggende sygdom 

  • Hvad kan jeg selv gøre?

    Du skal være omhyggelig med at følge dyrlægens anvisninger. Du skal fodre med en letfordøjelig mave-tarmdiæt. I starten kan det være en fordel at give mange små måltider, således at fordøjelsessystemet kommer i gang igen på en blid måde. I takt med at hundens tilstand bedres, kan antallet af måltider reduceres og portionerne gøres større. Det er altid en fordel at supplere med mave-tarmregulerende kosttilskud, der indeholder naturlige fordøjelsesbakterier og fordøjelsesregulerende midler, der er med til at bremse diarreen.

    I akutte tilfælde af mave-tarmlidelser skal du sandsynligvis kun bruge diæten og kosttilskuddet i en uges tid. Er lidelsen kronisk, kan der være behov for at bruge diæt og kosttilskud hele hundens liv.

    Du skal altid kontakte din dyrlæge med det samme, hvis din hund ikke får det bedre af behandlingen.

Hvordan er fremtiden for min hund med mave-tarmlidelse?

I langt de fleste akutte tilfælde vil din hund hurtigt være i bedring og som oftest blive fuldstændig rask. I kroniske tilfælde kan det være nødvendigt med livslang behandling med medicin og fortsat fodring med mave-tarmdiæt og supplering med kosttilskud (Prolac, Zoolac m.m.)

 

Hvorfor får min hund en mave-tarmlidelse?

Mave-tarmlidelse er et symptom eller et symptomkompleks, hvor rigtig mange forskellige sygdomme kan være den tilgrundliggende årsag.

Årsagen kan være virusinfektion (parvovirus f.eks.), bakterieinfektion, parasitinfektion, forgiftning, fremmedlegeme i fordøjelseskanalen, foderallergi eller –intolerance, overspisning, bratte foderskift, sygdomme i immunsystemet, leversygdomme, nyresygdomme, hormonelle sygdomme, sygdomme i bugspytkirtlen, indtagelse af fordærvet foder m.m.

Dyrlægens behandling vil altid sigte mod at helbrede eller afhjælpe den primære sygdom, der er årsag til mave-tarmlidelsen.

VetPlanet dyrlægerne anbefaler