Fri fragt v/køb over 499 dkk 15 dages returret Levering 1-3 hverdage Gratis afhentning på klinik

Fodring af hvalpe

Indholdsfortegnelse

En ny hundehvalp kan ikke undgå at sprede glæde, for det er dejligt at få et nyt familiemedlem i huset. Hvalpen tiltrækker både børn og voksnes opmærksomhed, og man bliver hurtigt utrolig glad for det lille nye væsen. Men der melder sig hurtigt en lang række spørgsmål til både pleje og ernæring af hundehvalpen.

Her kan du læse vores gode råd om, hvordan du skal fodre din hvalp.

Hvilket hvalpefoder skal jeg vælge?

En hvalp udvikler sig hurtigt og når voksenstørrelse på cirka et år.

Væksten skyldes et samspil mellem:

  • Foderets sammensætning
  • Fodermængder
  • Arvelige forhold
  • Hormonelle forhold (væksthormon, kønshormon)

Det er en enormt stor vækst, hvalpen gennemgår i det første leveår. Tænk f.eks. på en Labrador Retriever som vejer 400-500 gram ved fødslen, og som måske vejer 30-35 kg et år efter.

De arvelige og hormonelle forhold kan man som nybagt hvalpeejer ikke gøre noget ved, men du kan gøre rigtig meget ved at fodre korrekt. Det vil sige det rigtige foder i de korrekte mængder.

Derfor anbefaler vi, at du fodrer med et færdigt fremstillet hvalpefoder af god kvalitet. Du skal bruge et produkt, som er lavet til din hunds størrelse.

Her kan du se det hvalpefoder, VetPlanet dyrlægerne anbefaler.


Ved fodring af hvalpen, skal du være opmærksom på følgende:

  • Foderet skal være produceret til din hunds størrelse, så indholdet af kalorier, vitaminer og ikke mindst mineraler sikrer, at en normal vækst og udvikling kan finde sted.

  • Væksten skal foregå kontrolleret. Begynder hvalpen af vokse meget hurtigt, eller kan du se skævhed på benene, så skal du omgående kontakte dyrlæge for råd og vejledning.

  • Det er vigtigt at fodre med de rigtige mængder. Du kan på selve foderposen få information om den daglige fodermængde. Hvis du skifter foder, skal du skal være opmærksom på, at der kan være stor forskel på, hvor meget de forskellige foderproducenter angiver som den daglige fodermængde, selvom de har den samme varedeklaration. Det skyldes, at der kan være stor forskel på fordøjeligheden af produkterne. Produkter af høj kvalitet har ofte en højere fordøjelighed. Derfor skal der fodres med mindre mængder, end ved et produkt af ringere kvalitet.

  • Bliver din hvalp overvægtig, selvom de følger producentens foderanvisninger, skal du også kontakte dyrlægen for råd og vejledning. Hvalpen skal altid være slank og velproportioneret.

  • Det skal være en god oplevelse for hvalpen at spise. Foderet skal være velsmagende, og hvalpen skal have ro til at spise. Hvis du har flere hunde, er det en god ide at lade hvalpen spise alene.

  • Undgå at give ekstra vitaminer og mineraler.

 

Læs VetPlanet dyrlægernes bedste råd om fodring af hvalp

Må min hvalp spise alt, hvad den kan?

Du skal følge brugsanvisningen på foderposen og ikke give mere end anbefalet. Får hvalpen for meget foder, bliver den dels hurtigt for fed, og dels kan den vokse for hurtigt. Du kan derved risikere, at hvalpen udvikler forskellige knogle- og ledlidelser som f.eks. dysplasi i hofter (HD) eller albuer. Det er vigtigt, at du altid vejer foderet grundigt af ved hvert måltid.

Er højt proteinindhold skadeligt?

Det er en gammel skrøne, at et højt proteinindhold er skadeligt og giver anledning til for hurtig vækst. Det har intet på sig. Det er den samlede mængde kalorier, hvalpen indtager dagligt, som er hovedansvarlig for væksthastigheden.

Må jeg give ekstra vitaminer og mineraler?

Du må under ingen omstændigheder give din hvalp ekstra vitaminer og mineraler, når du i forvejen fodrer med et kvalitetsfoder. Det kan kun skade hunden. F.eks. giver store mængder kalk (Calcium) i foderet anledning til vækstforstyrrelser i knoglerne hos store hunderacer.

Skal alle hundehvalpe have samme foder?

Der er stor forskel på, hvor meget og hvor hurtigt de forskellige racer vokser. En lille Minipuddel vokser mindre og langsommeren end en stor Sankt Bernhardshund, som har en ekstrem vægtforøgelse. Derfor er der stor forskel på hvalpefoder til små og store racer. Det er især indholdet af kalorier og mineraler, der udgør forskellen på foderet til de forskellige hundestørrelser. Dog er store hunderacer langt mere følsomme for forkert fodring og udvikler herved vækstproblemer i langt større grad end mindre hunderacer.

Kan jeg selv lave foder til min hvalp?

Vi anbefaler som udgangspunkt, at man holder sig fra at benytte hjemmelavet hvalpefoder. Det er utroligt svært at sammensætte foderet korrekt, så det opfylder den enkelte hvalps behov. Når VetPlanets dyrlæger ser en hvalp i dyreklinikken med vækstproblemer, så skyldes næsten altid ”hjemmelavet” foder. Så køb altid et færdigt fremstillet kvalitetsfoder til din hvalp.

Hvad gør jeg når min hvalp ikke spiser op?

En del ejere har problemer med, at deres hvalp ikke spiser den anbefalede fodermængde.

Du skal være opmærksom på, at der er stor forskel på de forskellige hunderacer og mange spiser kun ca. 75 % af den anbefalede mængde. Hvis din hund i øvrigt er sund og rask og vokser normalt, så skal du intet gøre.   

Hvad gør jeg når min hvalp er kronisk sulten?

Nogle hvalpe, især af retriever racer, er kronisk sultne, og kan spise store mængder foder. Derfor kan nogle ejere være bekymrede for, om deres hvalp får foder nok, og at den vokser, som den skal.

Selvom hvalpen er kronisk sulten, er det vigtigt, at du følger den anbefalede fodermængde. Din hund vil på denne fodermængde vokse og udvikle sig fuldstændigt normalt.

Hvor tit skal jeg fodre min hvalp?

Du skal typisk starte med fodre din hvalp 3 gange dagligt. Når hvalpen bliver 7-8 måneder gammel, begynder den ofte at springe det ene måltid over. Herefter fodres 2 gange daglig f.eks. morgen og aften.

 

VetPlanets dyrlæger anbefaler