Fri fragt v/køb over 499 dkk 15 dages returret Levering 1-3 hverdage Gratis afhentning på klinik

Før og efter bedøvelse og operation af hund

Indholdsfortegnelse

Når din hund skal bedøves og eventuelt igennem en operation, er der en række forhold, det er vigtigt, du er opmærksom på. Årsagen er, at de er med til at sikre, at både bedøvelsen, operationen og ikke mindst den første tid efter operationen forløber så ukompliceret og sikker som muligt.

Hvad skal jeg være opmærksom på inden bedøvelse og operation?

  • Faste: Din hund må ikke spise ca. 8 timer inden bedøvelsen. Det sikrer, at mavesækken er tom og mindsker risiko for opkast under indgrebet. Din hund skal derimod have fri adgang til drikkevand indtil et par timer før bedøvelsen.
  • Luftning af din hund: Din hund skal luftes grundigt inden indgrebet, så den er afslappet og har tømt sin tarmkanal. Der giver mindre risiko for, at hunden har afføring under indgrebet og dermed bedre hygiejne og sterilitet.

Uventet sygdom eller symptomer: Inden bedøvelsen skal du altid drøfte hundens helbred med dyrlægen for at give den bedste sikkerhed under og efter indgrebet. / For at skabe de bedste og sikreste forudsætninger for en vellykket operation, er det vigtigt, at du oplyser dyrlægen om eventuelle symptomer eller opståede symptomer på hos hunden.

Hvad skal jeg være opmærksom på efter bedøvelsen og operation?

  • Rolige varme omgivelser
    Når din hund er hjemme efter bedøvelse og operation, vil den altid være mere eller mindre påvirket. Vi anbefaler derfor, at hunden opholder sig i varme og rolige omgivelser. Gerne fri for børn og andre dyr. Nogle hunde kan lige efter bedøvelsen have lidt udfordringer med at holde en normal kropstemperatur. Her vil du se, at hunden ryster let. Det er normalt helt ufarligt, og du kan evt. lægge et tæppe over hunden.
  • Operationssåret
    Tjek operationssåret dagligt og se, om det ser pænt og tørt ud. Hunden må under ingen omstændigheder slikke eller bide i såret, da du kan risikere, at det springer op, giver betændelse og forsinket heling.
  • Mad og vand
    Din hund skal straks have adgang til frisk vand, og ca. 4 timer efter operationen må du tilbyde den lidt mad. Giv gerne små portioner ad flere omgange.
  • Lufteture
    De fleste hunde kan luftes straks efter, at de er kommet hjem. Men luft altid hunden i snor, da den kan være påvirket af bedøvelsen og være let slingrende.
  • Fjernelse af sting
    Hvis operationsåret er syet med ”udvendige” og synlige sting, skal de typisk fjernes efter 10-12 dage.
  • Smertestillende medicin
    Du får besked om anvendelse af smertestillende medicin, når du henter din hund hos dyrlægen. Men i de fleste tilfælde skal du først give din hund smertestillende morgenen efter operationen, da dyrlægen har givet de første doser som injektion.

Hvornår skal jeg ringe til dyrlægen?

  • Din hund ikke vil spise eller drikke efter 24 timer.
  • Din hund er meget sløv og påvirket efter 24 timer.
  • Hunden slikker i sit sår.
  • Hunden ikke vil have sin medicin.
  • Din hund har feber dvs. en kropstemperatur over 39 grader.
  • Hvis operationssåret hæver, bliver rødt, varmt eller ømt, eller hvis der kommer væske/blod fra såret.
  • Hvis en evt. forbinding springer op, virker stram, lugter eller bliver våd.