Fri fragt v/køb over 499 dkk 15 dages returret Levering 1-3 hverdage Gratis afhentning på klinik

Sukkersyge (diabetes mellitus) hund

Indholdsfortegnelse

Sukkersyge hos hunde kan være udløst af forskellige faktorer blandt andet overvægt, arvelighed, infektion i bugspykirtlen m.m. Sukkersygen giver en forhøjelse af sukkerindholdet i blodet, fordi hunden har problemer med at producere det sukkerregulerende stof, insulin.

En ubehandlet sukkersyge er en alvorlig tilstand hos hunden. Men med den rette kost, medicinering og livsstil kan din hund i de fleste tilfælde leve et velfungerende liv med sukkersyge.

Hvad er sukkersyge (Diabetes mellitus) hos hund?

Bugspytkirtlen (kaldet pancreas på latin) er ansvarlig dels for produktion af insulin, et hormon, der regulerer sukkerstofskiftet og dels for produktion fordøjelsesenzymer til tarmen. I denne artikel beskrives tilstanden, hvor der er nedsat eller ophørt produktion af insulin, eller hvor kroppens celler ikke længere reagerer på den tilstedelærende insulin. I begge tilfælde kaldes tilstanden for sukkersyge.

Insulin er et livsvigtigt stofskiftehormon, der under normale omstændigheder altid er tilstede i blodet. Insulin sørger for transport af sukker ind i de forskellige vævsceller og er dermed ansvarlig for regulering af blodsukkeret.

Man kan inddele sukkersyge i følgende typer:

Type 1 diabetes: Nedsat eller ophørt produktion af insulin i bugspytkirtlen.
Type 2 diabetes: Kroppens celler reagerer ikke længere på insulin. Denne type sukkersyge kaldes også insulinresistens.
Sekundær diabetes: Sukkersygen opstår som følge af en anden sygdom eller af medicinsk behandling

Hos hunde ses næsten udelukkende Type 1 diabetes.

 

Hvad er symptomerne på sukkersyge?

Sukkersyge opstår hyppigst når hunden er 5-7 år eller ældre. Der er tendens til, at tæver rammes hyppigere end hanhunde. Symptomerne er:



Hvordan stilles diagnosen sukkersyge?

Din dyrlæge vil spørge grundigt ind til din hunds symptomer, ligesom det skal klarlægges, om din hund er i anden behandling med medicin, der kan udløse sukkersyge eller give sukkersyge lignende symptomer.

Der vil altid blive foretaget laboratorieanalyser på din hunds blod og urin. Der undersøges primært for forhøjet indhold af sukker, men lever- og nyreværdier vil også blive undersøgt, da lever og nyrer ofte sekundært påvirkes af sukkersygen. Desuden tages der en specifik test på blodets fruktosamin indhold, der er et udtryk for det gennemsnitlige blodsukker niveau over en længere periode.

 

Hvordan behandles sukkersyge?

  • Hvad kan min dyrlæge gøre?

    Langt størstedelen af hunde med sukkersyge har type 1-sukkersyge. Og her er den eneste behandling en eller to daglige indsprøjtninger med insulin og en diæt bestående af færdigfremstillet foder med lavt sukkerindhold, f. eks. Royal Canin Diabetic. Dyrlægen vil altid give dig grundig instruktion i at stikke din hund med insulinsprøjter og foretage målinger af din hunds blodsukker.

    Hvis din hund er overvægtig, så skal den tabe sig for at få det bedste resultat af behandling.

    Ofte vil din dyrlæge anbefale, at hunhunde steriliseres, da hunhunden producerer kønshormonet progesteron, der gør det nærmest umuligt at få en tilstrækkelig god effekt af insulin behandlingen.

  • Hvad kan jeg selv gøre?

    Hvis du har en hund med sukkersyge, så er det meget vigtigt at du går skematisk til værks og får regelmæssighed i alt, hvad der har med fodring, insulinbehandling og motion at gøre.

    Det kan være svært i starten ind til man finder den rigtig fodermængde og den rigtige mængde insulin. Du skal indstille dig på, at der skal mange kontrolbesøg til hos dyrlægen i starten af behandlingen.

    I nogle tilfælde kan din hund udvikle insulinchok. Det betyder, at din hund har for meget insulin i blodet i forhold til den mængde foder og motion, hunden har fået. Symptomerne på insulinchok kan være slaphed, vaklende gang og evt. bevidstløshed. Har du mistanke om insulinchok skal du give hunden druesukker direkte ind i munden og herefter kontakte sin dyrlæge.

    Regelmæssighed er meget vigtig. Hvis du f.eks. lige pludselig ændrer på fodringsmængden eller motionen, så får det konsekvenser for insulinbehovet. Målet er, at hunden hver dag får præcis den samme mængde foder, insulin og motion. Så bliver behandlingen lettest at styre.

    VetPlanet forhandler en række fuldfoder produkter, der er skræddersyet til hunde med sukkersyge. Produkterne er af meget høj kvalitet og er et vigtigt supplement i behandlingen af sygdommen.

 

Hvordan er fremtiden for min hund med sukkersyge?

En hund med sukkersyge kan leve et langt og næsten normalt liv, hvis sygdommen opdages tidligt i forløbet og du som hundeejer er engageret i behandlingen og sørger for regelmæssighed i din hunds liv.

Hvis din hund har gået i længere tid med sukkersyge, før end der startes en behandling, så kan der være opstået sekundære skader på lever og nyrer, der kan komplicere eller umuliggøre behandlingen.

 

Hvorfor får min hund sukkersuge?

Ved type 1-sukkersyge ophører insulinproduktionen i bugspytkirtlen, og kroppen mister dermed et vigtigt hormon, der er med til at regulere sukkerstofskiftet. Årsagen til ophørt insulinproduktion kan være mange: arvelighed, infektioner i bugspytkirtlen, sygdomme i immunsystemet og medicinbivirkning (f.eks. binyrebarkhormon).

Ved type 2-sukkersyge produceres der insulin i bugspytkirtlen, men cellerne, hvor insulinen skal virke, reagerer ikke insulinen.

Type 2-sukkersyge er meget sjælden hos hund, og hvis den endelig forekommer, så mener man, at overvægt hos hunden kan være en udløsende årsag.