Fri fragt v/køb over 499 dkk 15 dages returret Levering 1-3 hverdage Gratis afhentning på klinik

Fodring af seniorkatte

Indholdsfortegnelse

Når din kat er blevet ca. 8 år, så har den nået senioralderen, og du skal til at skifte fra voksenfoder til seniorfoder. Seniorfoderet er tilpasset den ældrekats behov og reducerer belastningen af kroppens organer og funktioner, der nu engang svækkes i takt med, at kattens alder tager til. Korrekt fodring af din seniorkat er et af de forhold, hvor du som katteejer har den mest afgørende indflydelse på, at din kat får et sundt og langt liv med nedsat risiko for udvikling af de aldersbetingede sygdomme. Hvis du er i tvivl om, hvornår du skal begynde at give din kat seniorfoder, så spørg din dyrlæge.

Hvorfor skal jeg vælge et fuldfoder til min seniorkat?

Din seniorkat behøver en god balance af nærringsstoffer i foderet. Hovedparten af foderet består af protein og kulhydrater. Protein er byggestenene til kroppens væv, og kulhydraterne forsyner katten med energi. Der er også fedtstoffer i foderet, der dels er med til at forsyne din kat med energi, og dels indeholder en række vigtige fedtopløselige vitaminer (f.eks. A-vitamin). Fedtstofferne er også med til at give foderet tekstur og smag. Fuldfoderet indeholder også mange andre vigtige næringsstoffer i form af vandopløselige vitaminer og mineraler. Disse vitaminer og mineraler er enten naturligt forekommende i foderet, eller også er de tilsat i form af et koncentrat, så foderet ender med at være helt optimalt og dække alle behov hos en senior kat.

Under produktionen at et godt seniorfoder, tages der særligt hensyn til, at foderet indeholder:

  • Letfordøjeligt protein
    Proteinstofferne har høj kvalitet og høj fordøjelighed. Høj fordøjeligheden medfører færre affaldsstoffer i kroppen. Affaldsstofferne omdannes og udskilles fra kroppen af lever og nyrer. Derfor skånes og beskyttes disse organer, når der er færre affaldsstoffer i kroppen.

  • Justeret fedtmængde
    I modsætning til f. eks. mennesker og hunde, falder stofskiftet ikke ret meget, når katten bliver ældre. Overvægt ses hyppigt hos katte på 6-8 år. Det er sjældent, at katte over 10 år er overvægtige. Når fedtmængden er justeret, betyder det ofte, at mængden af omega 3 og 6 er øget til et optimalt forhold for seniorkatte. Den rette sammensætning af omega-3 og omega-6 fedtsyrer optimerer immunsystemet. Et godt immunsystem er afgørende for bekæmpelsen af infektioner. Mange typer af seniorfoder er tilsat L-Carnitin, en forbindelse, der øger omsætningen af fedt i kroppen.

  • Justeret saltmængde
    Blodtrykket kan stige, hvis der er meget salt i foderet. Højt blodtryk belaster hjertet og kredsløbet. Saltmængden er reduceret i seniorfoderet for at skåne hjerte og kredsløb og dermed mindske risikoen for sygdomme i disse organer.

  • Større fibermængde
    Øget fibermængde er med til at modvirke forstoppelse og regulere fordøjelsen.

  • Justering af vitaminsammensætningen og antioxidanter
    Seniorfoder er justeret med vitaminer, så behovet hos den ældre kat dækkes ind. Vitaminer er med til at styre en række vigtige biologiske processer i kroppen. Forskning viser, at f.eks. E-vitamin har en gavnlig virkning i ældre dyrs organisme. E-vitamin hæmmer ældningsprocesserne og styrker immunsystemet.

  • Justering af mineralindholdet
    I takt med at katten bliver ældre, så ændres kattens behov for mineraler. F.eks. har ældre katte større behov for zink og et mindre behov for kalk. Fosfor og magnesium i stor mængde kan øge risikoen for påvirkning af nyrerne og dannelse af urinvejssten.

  • Andre tilskudsstoffer
    Der findes en del andre tilskudsstoffer, som har gavnlig virkning på den ældre kats organisme. Seniorfoder tilsættes f.eks. ofte glucosamin, chondriotinsulfat og collagen. Det er naturligt forekommende stoffer, der giver næring til ledbrusken og smører leddene. Det har især gavnlig virkning hos katte med gigtsmerter, eller hos katte med risiko for udvikling af gigt.

Alle de seniorfoderprodukter, som VetPlanet forhandler, er af meget høj kvalitet og dækker alle behov hos en rask seniorkat og kan derfor anvendes som et fuldfoder.

Vores seniorfoderprodukter kan variere i smag og tekstur alt afhængig af producentens valg af fødeemner og produktionsmetoden, så ofte er det individuelt hvilket mærke, din kat vil foretrække.

Som det fremgår af ovenstående, er der mange specielle krav til optimal fodring af en seniorkat. Af samme grund skal du derfor vælge et af vores senior-fuldfoderprodukter til din kat. Så er du sikker på, at alle ernæringsmæssige behov hos din dækkes.

Her kan du se hvilke foderprodukter vi anbefaler

VetPlanets dyrlæger anbefaler

Hvad skal jeg være opmærksom på ved fodring af min seniorkat?

  • Det er vigtigt at fodre med de rigtige mængder. Du kan på selve foderposen få information om den daglige fodermængde. Hvis du skifter foder, skal du skal være opmærksom på, at der kan være stor forskel, hvor meget de forskellige foderproducenter angiver som daglig fodermængder, også selv om de har den samme varedeklaration. Det skyldes, at der kan være stor forskel på fordøjeligheden af produkterne. Produkter af høj kvalitet har ofte en højere fordøjelighed. Derfor skal der fodres med mindre mængder end et produkt af ringere kvalitet.
  • Den daglige fodermængde bør fordeles på to måltider.
     
  • Undgå i videst mulige omfang at give din kat madrester. Den fødevaresammensætning, der er sund for mennesker, er ikke nødvendigvis sund for din kat, og omvendt. Af hensyn til din kats sundhed og helbred, så hold dig fra madrester.

  • Din kat skal hele tiden have adgang til frisk, rent vand.

  • Få vejet din kat regelmæssigt og tilpas den daglige fodermængde, hvis din kat taber sig eller tager på.

  • Kontakt din dyrlæge, hvis din kat pludselig tager på eller taber sig, kaster op, får diarré eller har besvær med at komme af med afføringen. Du skal også kontakte dyrlægen, hvis din kat nægter at spise.
  • Det skal være en god oplevelse for din kat at spise. Foderet skal være velsmagende og katten skal have ro til at spise. Hvis du har flere katte, er det en god ide, at lade kattene spise hver for sig.

  • Undgå at give ekstra vitaminer og mineraler, medmindre det er blevet anbefalet af din dyrlæge. Alle vores højkvalitets senior-foderprodukter indeholder den rette sammensætning af vitaminer og mineraler

 

VetPlanet dyrlægernes bedste råd om fodring af den seniorkatten

Må min kat spise alt hvad den kan?
Du skal som udgangspunkt følge doseringsvejledningen på foderposen og ikke give mere end anbefalet. Får din kat for meget foder, så er der risiko for, at katten bliver overvægtig. Overvægt øger risikoen for forskellige knogle- og ledlidelser, stofskiftesygdomme og hudsygdomme LINK. Så hold dig til dosisvejledningen og vej altid foderet grundigt af.

Er højt proteinindhold skadeligt?
Ja, et højt proteinindhold i seniorfoder kan være skadeligt for en ældre kat. I takt med at kattens alder tager til, bliver nyrerne nemmere belastet af at skulle udskille affaldsstoffer. Nedbrydningen af protein resulterer altid i, at der skal udskilles affaldsstoffer. Så derfor har et godt seniorfoder til katte et reduceret proteinindhold, der til gengæld har en meget høj fordøjelighed, også kaldet en høj biologisk værdi. Den høje fordøjelighed medfører færre affaldsstoffer i kroppen og dermed mindre belastning af nyrerne.

Må jeg give ekstra vitaminer og mineraler?
Du som skal udgangspunkt ikke give en rask og sund seniorkat ekstra vitaminer og mineraler, hvis du i forvejen fodrer med et kvalitetsfoder. Alle vitaminer og mineraler er tilsat foderet i forvejen. Der kan dog være specielle tilfælde, hvor din dyrlæge direkte anbefaler at give din kat visse tilskudsprodukter

Kan jeg selv lave foder til min seniorkat?
Vi anbefaler som udgangspunkt at man holder sig fra at benytter hjemmelavet foder. Det er utroligt svært at sammensætte foderet korrekt, så det opfylder den enkelte kats behov.  Når VetPlanets dyrlæger ser en seniorkat i dyreklinikken med ernæringsforstyrrelser, så skyldes det næsten altid ”hjemmelavet” foder. Så køb altid et færdigt fremstillet kvalitetsfoder til din seniorkat.

Hvad gør jeg når min kat ikke spiser op?
En del ejere har problemer med at deres kat ikke spiser den anbefalede fodermængde. Du skal være opmærksom på, at der er stor forskel på de forskellige katteracer energibehov og mange spiser kun ca. 75 % af den anbefalede mængde. Hvis din seniorkat i øvrigt er sund, rask og har en normal vægt, så skal du intet gøre. Husk at få vejet din kat regelmæssigt og tilpas den daglige fodermængde, hvis din kat taber sig eller tager på.

Hvis din seniorkat er spiser meget lidt og samtidig taber i vægt, så prøv at give den senior vådfoder (Link til vådfoder). Prøv evt. at varme vådfoderet lidt op i en mikrobølgeovn (foderet må aldrig være mere end håndvarmt), herved frigives en række duftstoffer, som kan øge appetitten hos katten. Du kan også forsøge at tilsætte lidt vådfoder til tørfoderet, eller at give katten mange små måltider i stedet for få store.

Hvad gør jeg når min seniorkat er kronisk sulten?
Nogle få seniorkatte er kronisk sultne og kan spise store mængder foder. Derfor kan nogle ejere blive bekymrede for, om deres kat nu får foder nok og dækket sit energibehov.

Selvom din seniorkat er kronisk sulten, er det vigtigt at du følger den anbefalede fodermængde. Det er ikke alle katte der er lige gode til at regulere deres appetit. Sørg altid at få vejet din kat regelmæssigt og tilpas den daglige fodermængde, hvis din kat tager på i vægt.

Hvis din senior kat er kronisk sulten og spiser store mængder foder og samtidig er tynd eller taber sig, så skal du søge dyrlæge med det samme. Din kat kan i det tilfælde lide af forhøjet stofskifte, en sygdom der kræver medicinsk behandling.

Hvor tit skal jeg fodre min seniorkat?
Du skal fodre din kat 2 gange dagligt typisk morgen og aften