Allergi hos hund
Indholdsfortegnelse
Allergi kan forekomme hos hunde, ligesom hos os mennesker, og kan komme fra både pollen, støv, lopper mm. Nogle hunde udvikler også kontaktallergi, hvor kemiske stoffer i omgivelserne er skyld i, at immunforsvaret overreagerer og dermed er skyld i en allergisk reaktion.
Selvom allergi er en kronisk og livslang sygdom, er der for hunde med allergi udsigt til et godt og normalt liv med lidelsen.
Hvad er allergi hos hund?
Ved allergi overreagerer kroppens immunforsvar mod stoffer eller emner (allergener) i omgivelserne, som hunden normalt bør kunne tåle. Den mest almindelige allergi er atopisk allergi, som er en luftbåren allergi. Her får hunden allergenerne ind i kroppen gennem luftvejene, eller de opsamles i pelsen og trænger herefter gennem huden. De mest almindelige allergener hos hund er lager- og husstøvmider, pollen, foderproteiner og loppespyt. Men også svampesporer og skæl fra andre dyr kan give anledning til problemer.
I sjældne tilfælde kan hunde lide af fødevareallergi eller kontaktallergi, hvor kemiske stoffer i omgivelserne trænger ind i huden og forårsager den allergiske reaktion.
Som ejer af en hund med allergi, skal man gøre sig klart, at der er tale om en kronisk og livslang sygdom. De fleste hunde får dog en god livskvalitet med den rette pleje og behandling.
Hvad er symptomerne på allergi?
Allergi viser sig typisk med kløe og betændelsestilstand (inflammation) i huden som det mest almindelige problem. Huden bliver i varierende grad rød, fortykket, pigmenteret og pelsløs. Kløen er mest normal i hovedet, ører, armhuler, lyske og i poterne. Yderligere symptomer på allergi kan være, at hunden niver, bider og slikker i pelsen. Nogle hunde har udelukkende problemer med ørerne eller irriterede poter.
Ved fødevareallergier kan der, ud over symptomer fra huden, være problemer med kronisk diarre og opkast.
Nogle hunde udvikler desuden kontaktallergi, der forårsages af kemiske stoffer i vores omgivelser. Her vil symptomerne typisk vise sig i halsbåndsområdet samt på hundens mave.
Hvordan stilles diagnosen allergi hos hund?
For at stille diagnosen allergi kræver det ofte, at der laves en lang række undersøgelser af hunden. Men først og fremmest skal dyrlægen lave en grundig klinisk undersøgelse af din hund. Dyrlægen noterer sig de forskellige symptomer og hudforandringer og forsøger at udelukke andre årsager til den kløende hudlidelse. Det kan f.eks. være parasitter (f.eks. ræveskab) og almindelige hudinfektioner. Det er desuden vigtigt, at du kan give dyrlægen så mange oplysninger som muligt om hundens sygdomsforløb- og historie.
Dyrlægen vil herefter planlægge et forløb af undersøgelser og tests, der typisk vil indebære:
- Celleskrab
Dyrlægen tager prøver ved at skrabe celler og materiale fra den øverste del af huden. Prøven undersøges mikroskopisk. Prøven viser blandt andet, om der er parasitter i huden. - Hudbiopsi
Prøverne udtages ofte i bedøvelse, da prøven kræver, at dyrlægen samler små ca. 5 mm prøver af huden. Herefter sendes prøverne til et laboratorie for blive undersøgt og diagnosticeret. - Blodprøvetest
En blodprøve kan afdække en lang række hudsygdomme og udelukke allergi. I dag kan der desuden laves en egentlig allergitest på blodet. - Eliminationsdiæt
Ved mistanke om foderallergi er det oplagt at udføre en eliminationstest. Det gøres ved at lade hunden spise en eliminationsdiæt i cirka otte uger, som indeholder en række helt nye protein- og kulhydratkilder, som hunden ikke tidligere har spist. Man kan også sætte hunden på et såkaldt hydrolyseret foder, som er et specialfoder, der er spaltet, så immunforsvaret ikke kan reagere mod proteinerne i foderet.
Desværre er det i nogle tilfælde, trods mange grundige undersøgelser, ikke muligt at påvise præcist, hvad hunden er allergisk overfor.
Hvordan behandles allergi hos hund?
Behandling af en allergisk hund, skal altid tilpasses ud fra hundens symptomer og muligheder.
Behandlingsstrategien består af to dele:
1. Behandlingen mod selve den allergiske reaktion dvs. immunsystemets overreaktion.
2. Behandlingen mod de følgesygdomme eller sekundære problemer, som opstår hos hunden. Det kan f.eks. være infektioner i hud, øre og poter eller tilbagevendende diarre.
Hvad kan min dyrlæge gøre?
Dyrlægen har mulighed for ordinere en række produkter mod selve allergien. Produkterne findes i tabletform eller som kapsler og kan f.eks. indeholde kortisoner, oclacitinib, ciklosporin eller andre typer af allergimedicin.
Dyrlægen har desuden mulighed for at give månedlige injektioner med lokivetmab mod selve allergien.
Mod allergiens følgesygdomme og sekundære problemer findes en række produkter, som ordineres alt efter problemernes omfang og karakter. F.eks. kan det være nødvendigt at behandle med antibiotika i perioder med hudinfektioner.
Mange hunde behandles med allergivaccination. Vaccinen fremstilles til den enkelte hund på basis af svaret fra en allergitest. Vaccinen indeholder det eller de stoffer (allergener), som hunden ikke kan tåle, men i meget små mængder. Vaccinen gives flere gange over en perioder på nogle måneder. Først i meget små doser, som herefter øges. Formålet med vaccinen er, at kroppens immunsystem herefter bedre tåler allergenerne.
Vaccinationen gives som injektion eller spray i munden. Mange hunde reagerer godt på denne type behandling og formålet er at mindske behovet for anden medicinering
Hvad kan jeg selv gøre?
Du kan som hundeejer gøre rigtig meget selv for at minimere de gener, din hund har med allergi.
Allergifoder
Der findes i dag en række særdeles gode foderprodukter til hunde med allergi.
Produkterne opdeles i to typer:
1. Kødkilden i denne type foder en ”fremmed” for hunden, hvorved sandsynligheden for allergiudbrud nedsættes.
2. Kødkilden er ”hydrolyseret”, hvilket betyder, at proteinet i kødkilden er forarbejdet på en måde, så det er meget lidt sandsynligt at hunden reagerer på foderet.
Godbidder
Det er et generelt problem, at hundeejere giver deres allergihund godbidder, den ikke kan tåle. I dag findes der en række produkter, som er specialfremstillet til hunde med allergi, og dem vil vi selvfølgelig anbefale, at du benytter.
Shampoo
Jævnlig vask med medicinsk shampoo har gavnlig effekt på hundens allergisymptomer.
Har hunden en luftbåren allergi (atopisk allergi), så virker hunden pels ofte som en stor støvsamler, hvor allergistoffer (allergener) også opsamles. Vaskes hunden f.eks. en gang om ugen, fjernes disse allergener effektiv fra pelsen, og hundes symptomer bedres.
Regelmæssig vask nedsætter desuden risikoen for bakterie- og svampeinfektioner betydeligt.
Der findes en hel række medicinske shampoo-typer, og det er selvfølgelig vigtigt, at du sammen med din dyrlæge vælger den rigtige til din hund.
Ørerens
Mange allergihunde har øreproblemer. De får ofte en del ørevoks og andet materiale i deres øregange. Desuden plages allergihunde ofte af en kronisk infektion med gærsvampen, Malassezia, og er det tilfældet, er det vigtigt at rense hundens ører med jævne mellemrum.
Du skal i samarbejde med din dyrlæge vælge det rigtige produkt.
Parasitbehandling
Mange allergihunde kan reagere ret kraftigt på forskellige parasitter i huden. Her er et loppeangreb nok det vigtigste. Selv nogle få lopper kan udløse en ret kraftig og alvorlig reaktion og give anledning til dyrlægebesøg.
Det er derfor vores anbefaling profylaktisk at behandle sin allergihund mod lopper.
Hvorfor får min hund allergi?
Ved allergi overreagerer kroppens immunforsvar mod stoffer eller emner (allergener) i omgivelserne, som hunden normalt bør tåle. Denne reaktion i immunsystemet er i de fleste tilfælde nedarvet.